#32
Indsejlingen til Horsens Fjord
Her, lige overfor Snaptun, står du midt mellem det åbne hav og den stille fjord.
Fra luften ses Hjarnø omgivet af Horsens Fjords rolige vand. Nederst ligger Snaptun Havn, og på vej over fjorden sejler Hjarnøfærgen – Den faste forbindelse, som hver dag bringer mennesker, varer og liv til vores lille ø. Foto: Anne Kjær
Kigger du mod venstre, åbner Horsens Fjord sig ud mod Kattegat. Herfra kommer skibe, lystsejlere og færger sejlende gennem den dybe sejlrende, som gennem generationer har været fjordens livsnerve. Sejlrenden ind mod Horsens er op til 22 meter dyb, så både større skibe og færger sikkert kan finde vej gennem det lavvandede fjordområde. Fjorden strækker sig cirka 17 kilometer ind i landet – fra øerne Hjarnø og Alrø ved mundingen til Horsens længst inde i fjorden.
Lige overfor ligger Snaptun Havn – et lille sted med stor betydning. Herfra sejler færger hver dag til både Hjarnø og Endelave. Endelavefærgen bruger omtrent en time over Kattegat, mens den lille Hjarnøfærge kun er få minutter undervejs.
Om sommeren forvandles fjorden. Havnen fyldes med liv, latter og lystsejlere. Kajakker glider lydløst gennem vandet, børn fanger krabber fra molen, og masterne fra sejlbådene tegner sig mod himlen. På varme dage kan fjorden næsten ligne et levende postkort.
Skråt overfor, lidt mod højre, ses Borre Knob – den lange smalle odde, der strækker sig ud i fjorden som en arm af sand og sten. Her mødes strømme, fugle og fortællinger. Mange lokale mener, at der er noget særligt over stedet i stille vejr.
Når disen hænger lavt over vandet tidligt om morgenen, kan man forstå hvorfor.
Fra indsejlingen til Horsens Fjord åbner landskabet sig mellem øer, marker og lavvandede kyster. Midt i fjorden sejler færgen som en del af det liv, der hver dag binder fjorden sammen.. Foto: Anne Kjær
Den hvide sten
Kig mod højre langs Hjarnøs kyst. Lidt før sandtangen toner Den Hvide Sten frem ude i vandet. Ved første øjekast ligner den blot endnu en stor sten i strandkanten, men stenen gemmer på fortællinger fra en tid før elektronisk navigationsudstyr, hvor søfolk og øboere brugte naturens kendetegn til at finde vej.
Til Den Hvide Sten knytter sig et gammelt sagn. Ifølge fortællingen kunne man til tider se et lys brænde ved stenen om natten. Sagnet er omtalt i Danske Sagn III og blev indberettet af husmand Søren Hansen fra Skjold. Man mente, at lyset måske varslede, at en ugerning engang var blevet begået netop her.
På Hjarnø blev store sten tidligere brugt som byggemateriale til bl.a. huse. Nogle sten var dog så enorme, at de ikke kunne flyttes – og i stedet voksede historierne frem omkring dem. Den Hvide Sten var én af disse.
Selvom stenen rejser sig markant over vandet, lever den ikke helt op til sit navn;
I dag er det kun mågerne, der ’hvidter’ den store sten, der tidligere var et sømærke.
Før der kom tydelige sømærker, koste og ledefyr, måtte man bruge kendte landmærker for at holde sig fri af farlige grunde med lavt vand eller store sten.
At finde søvejen til Horsens var vanskeligt, da man skulle finde den dybe sejlrende syd om Hjarnø. Når man havde Hjarnø Kirke over et med den hvide sten, kunne man komme fri af landgrund og sten.
I 1799 kom en ordre fra det høje kgl. Adm., hvor det blev pålagt sognefoged Søren Mickelsen at holde den hvide sten kalket og sørge for, at en stage stak op over den. Problemet var bare, at der ingen sognefoged var på Hjarnø. Søren Mickelsen var sognefoged i Glud. Det blev i stedet møllerens tjans at hvidte stenen.
Kilde: Jens Kjær (2024) Kysthistorier – til fods langs kysten om Bjerre Herred.
Tang Kristensen, Evald: Danske Sagn. Som de har lydt i folkemunde. Tredje samling/bind III.
Illustration: Anne Kjær