Hvalstranding

Det var den 8. december 1770, og vejret rasede over Horsens Fjord. Den store “fisk”, som aviserne kaldte den, havde søgt ly fra stormen og var drevet ind i fjorden. Men på det lave vand nær Hjarnø gik det galt. Hvalen sad fast – hjælpeløs, men stadig levende. Den blæste vand op i luften fra sit åndehul, og øboerne strømmede til i både med økser og lange stager.

Først tøvede man. Men da hvalen ikke slog igen, begyndte modige folk at klatre op på dens krop og hugge spæk direkte af det levende dyr. Nogle forsøgte at slå den ihjel ved at hugge i rygsøjlen, andre stak en syv meter lang pæl i dens side. Hvalen kæmpede voldsomt og sprøjtede blod og vand over alle omkring sig. Først da man huggede et hul i hovedet, fik den fred.

Hvalen – en 16 meter lang kaskelothval – blev trukket på land, og folk kom sejlende fra nær og fjern for at se det enorme dyr blive skåret op. Alt blev brugt: kød, spæk, olie og knogler. Men glæden blev kort – for nabofolket på Alrø mente, at hvalen var deres. Det hele endte i retten.

Her vandt Hjarnø. Argumentet? Hvalen havde hovedet vendt mod øen – så selvfølgelig ville den til Hjarnø. Alrøboerne var rasende. Og under en konfirmation i Glud Kirke, mens hele Hjarnø festede, sejlede de over og stjal deres kobbertøj som hævn.