Jorn på Hjarnø

I sommeren 1948 ankom Asger Jorn til Hjarnø. Han kom ikke med kufferter fulde af penge, men med et hoved fyldt af billeder, idéer og en rastløs trang til at skabe. På det tidspunkt var han endnu ikke den store kunstner, vi kender i dag – men noget ved ham gjorde indtryk. Der var en energi, en uro, som om verden hele tiden skulle males på ny.

Han fik husly i et gammelt udhus – det såkaldte “kartoffelhus”. Det var ikke meget at prale af: fugtigt, enkelt og med lugten af jord og hav i væggene. Men for Jorn var det nok. Han havde pensler, farver – og viljen til at bruge dem.

Det fortælles, at han malede sig til mad. Ét arbejde kunne måske give et måltid, lidt mere kunne sikre ham nogle dage. En slags stille byttehandel mellem kunst og kartofler. Det billede er blevet hængende – næsten som en scene fra en film.

Men når det gælder selve maleriet, bliver fortællingen mere usikker.

Nogle historier beskriver, hvordan han gik løs på væggene med vilde figurer og stærke farver. Andre – især dem, der er blevet fortalt lokalt – tegner et mere afdæmpet billede. Her lyder det, at hans kunst ikke gjorde det store indtryk på øboerne dengang. Hvis der overhovedet blev malet på en væg, kan det være blevet malet over igen. Ikke af ond vilje, men fordi man simpelthen ikke så værdien i det – det lignede måske bare klatter.

Og det er netop her, fortællingen bliver interessant: vi ved, at Jorn andre steder faktisk malede direkte på vægge. Derfor kan historierne have flettet sig sammen med tiden, så det, der skete ét sted, i dag også fortælles om et andet.