#18
I det fjerne mod nord–øst ses Gyllingnæs. Herregården anes mellem træerne. Langt ude på klare dage kan Samsø skimtes.
Bondesamfundet.
Tilbage i 1600-tallet lå Hjarnøs gårde bag poppelhegn og stendiger side om side i et bælte fra øst til vest midt på øen. Markerne var delt op i Nordmarken og Søndermarken. Når der blev avlet korn og ærter i Nordmarken, lå Søndermarken brak. Kreaturerne fik lov til at græsse på den hvilende mark helt ned til vandet. Man skiftede hvert andet år.
Øen Hjarnø med både Kirke og Vindmølle hørte under slægten Glud på fastlandet. Bønderne på Hjarnø skulle betale tiende til godsejeren Glud. Det kunne bestå i en tønde salt, torsk, korn eller et svin. Bønderne skulle altså ikke bedrive hoveri på fastlandet.
I 1770 strandede en stor hval mellem Hjarnø og Alrø (se nr. 33). Med tran og spæk gav denne hval et vældigt løft til økonomien og mere velstand hos bønderne.
Fra fæstebonde til fri bonde
Så godt som alle mænd på Hjarnø havde i gamle dage været søfolk, før de vendte hjem og bosatte sig på øen. Nogle forlis på søen gjorde, at flere bestemte sig til at ernære sig ved landbrug. Fra omkring midten af 1800-tallet købte bønderne sig fri af Glud-slægten og blev på den måde frie bønder.
Landsbysamfundet ændrede sig til en ny form for fællesskab med Mejeri, Smedje, Forsamlingshus, Elektricitetsværk, Brugsforening og frysehus.
De mange stendiger blev brugt til husbyggeri, som kan ses i længerne langs vejen. I alt var der 13 gårde. Dertil kommer forskellige huse. Læg mærke til byggestilen langs Hovedvejen med flere kampestenslænger, men kun et stuehus med bindingsværk (Hovedvejen 37).
Foto af Hjarnø-huset fra Glud museum. Hjarnø-husets beboere var fæstere under slægten Glud.
Madkultur og selvforsyning i 1800-tallet på Hjarnø
Livet på øen afhang meget af, hvad der kunne fiskes, jages, samles og dyrkes. Selvforsyning afhang af årstidernes cyklus, god jord og husholdets evne til at dyrke og udnytte lokale råvarer på marker og i køkkenhaver. Man levede tæt på naturen og maden afspejlede hårde livsvilkår. Langsomt udviklende landbrugsteknikker sig og gradvise reformer af landbruget ændrede dagligdagen.
Afgrøder
Korn – især havre, byg og rug – var de vigtigste afgrøder. De udgjorde basen i daglige måltider, særligt som brød og grød. Fra midten af 1800-tallet blev det også mere almindeligt med kartofler.
Dyr
Husdyrhold var en anden central del af selvforsyningen. Sammenlignet med nutiden var datidens dyr mindre og langt mindre ydende, men de gav mælk, kød, uld og fedt – alt afgørende ressourcer i kosten. I begyndelsen af århundredet begyndte man at forbedre avlen gennem krydsning, især husdyr spillede en vigtig rolle i dyrkningen af jorden som leverandør af gødning og som trækkraft foran ploven. Køerne kan også give mælk, men det er begrænset, hvor meget de giver.
Heste er vigtige som trækdyr for markredskaber og for vognen, derfor kan der være op til flere heste på en gård. Derudover er der får, geder, høns, gæs og svin, som skulle levere flæsk og kød til bondens bord. Smådyr og fjerkræ kan gå på havearealer, som senere bliver brugt til at dyrke den uundværlige grønkål og urter. Reformer og udvikling af svin, kom senere til at præge dansk landbrug i stor stil
Konservering
Konservering var også en vigtig del af madkulturen, da der skulle være føde til rådighed hele året. Saltning, røgning, tørring og henkogning var nødvendige teknikker, som især kvinderne i husstanden beherskede. Desuden bryggede man øl på gårdene – en tradition, der var både praktisk og kulturelt rodfæstet.
Kilder: Mad i 1800-tallet – [natmus.dk]