Hjarnø
Hjarnø ligger i Horsens fjord kun 800 m fra fastlandet. Øen er ca. 3 km lang og 1 km bred.
Hjarnø er et lille samfund med godt 110 indbyggere fordelt på godt 50 husstande.
Øen har en smuk natur med et varieret dyreliv og fine strande.
Der er gode muligheder for lystfiskeren, og sejlerne kan nyde atmosfæren i den dejlige lystbådehavn. For ornitologer er Hjarnø et interessant bekendtskab.
Livet på Hjarnø
Hjarnø er præget af fred og ro, og er kendetegnet ved en befolkning, der passer på – og hjælper hinanden. Befolkningen er en god blanding af unge og ældre, og der er en del børn på øen. Skolegang/dagpleje for børnene og pendling for forældrene er ikke noget problem, da overfartstiden kun er på godt 5 minutter og færgen har godt 30 afgange i døgnet.
Hjarnøs beboere er vidt forskellige, og nogle er meget aktive i øens liv og foreninger, mens andre lever mere tilbagetrukket. Besøgende er meget velkomne på øen, og der hilses venligt på alle, når man mødes. Nye beboere bliver mødt med åbne arme og venlighed og føler sig hurtigt som en del af øsamfundet.
Find rundt
På nordsiden af øen er der et stort naturområde med strandsøer, hvor trækfuglene yngler.
På sydsiden af øen er der en lagune, hvor der ligeledes er ynglende trækfugle.
På øst- og vestsiden af øen munder vejen ud i et lille offentligt areal med borde/bænkesæt.
Midt på øen overfor den gamle skole er der endnu et offentligt areal med en lille naturlegeplads og et madpakkehus, hvor der er plads til at større grupper kan sidde i tørvejr og indtage medbragt mad og drikke.
Øen har en del foreninger, klubber og bestyrelser. Nævnes kan beboerforening, færgebestyrelse, forsamlingshusbestyrelse, jagtforening, kor, bådlaug og vinlaug. Du kan finde yderligere information om Hjarnøs foreninger og klubber her
Øen har også en dejlig campingplads, en hyggelig restaurant/café, en pølsevogn, et galleri, keramikværksteder og diverse salgsboder med produkter produceret på øen.
Forsamlingshuset
Hjarnø er en aktiv ø med et forsamlingshus, der kan rumme mindst 100 personer, og som danner rammen om mange forskellige aktiviteter. Huset bliver brugt til vinterfest, revy, høstfest, musikarrangementer, familiefester, motionsklub og foredrag.
I forsamlingshuset er der mulighed for at vise præsentationer, høre musik eller se film på storskærm via tilslutning af egen PC, smartphone eller anden lydkilde. Der er trådløst internet og der er PA lydanlæg og teleslynge med tilslutning af knaphulsmikrofon og trådløs konferencemikrofon.
Desuden er der professionelle køkkenfaciliteter for tilberedning og servering af mad og der er service til festopdækning for 100 personer. Endelig er der pæne borde og stole ligeledes til 100 personer.
Forsamlingshuset kan naturligvis lejes.
Kontakt:
forsamlingshushjarnoe@gmail.com
Tlf.: +45 50481855
NRGI’s Værdipulje har tildelt Hjarnø Forsamlingshus et støttebeløb på kr. 88.136, som i 2020 skal anvendes til at udskifte oliefyret med et luft til vand anlæg. Hjarnø Forsamlingshus takker for det generøse bidrag, der gør livet på Hjarnø lidt grønnere.