#22
Sådan var livet på Hjarnø i 1950’erne
I 1950’erne var Hjarnø som en landsby, hvor man havde næsten alt, hvad man skulle bruge i hverdagen. Øens beboere fik vand fra deres egne brønde, og der var elektricitet, så man kunne få lys og bruge maskiner.
På øen fandtes både:
- et mejeri,
- en brugsforening,
- en smedje,
- et forsamlingshus
- og et fælles frysehus.
Brugsen
I Brugsen kunne man købe madvarer, som man ikke selv lavede derhjemme. Uddeleren hed Laursen, og det gjorde han i mange år – faktisk gennem flere generationer. Man betalte ikke med det samme, men fik varerne skrevet op i en kontabog og betalte senere, typisk én gang om måneden.
Pengene rakte ikke så langt dengang. I 1955 tjente en almindelig arbejder lidt over 4 kroner i timen. Til sammenligning kostede:
- 2 kilo mel 2,50 kr.
- Cornflakes 5 kr.
- 8 øl 6,40 kr.
Andre fødevarer
Smør, mælk og ost købte man på mejeriet. Grøntsager, kartofler og jordbær blev købt hos gartneren ved siden af forsamlingshuset.
Ved smedjen lå det fælles frysehus. Her kunne familierne leje plads til deres mad, for eksempel når de havde slagtet en gris og skulle gemme kødet.
Livet på Hjarnø var præget af fællesskab, og folk kendte hinanden godt. Man hjalp hinanden og klarede meget selv – sådan var hverdagen på øen i gamle dage.
Telefoncentralen
I 1898 fik Hjarnø telefonforbindelse med fastlandet. Det var en stor begivenhed, der involverede mange på øen. Søkablet skulle lægges fra Snaptun til Hjarnø ved Det hvide fyr. Advarselsbøjer på havet skulle placeres. Telefon pæle med ledninger skulle opsættes. De gik langs den Nordre vej, der dengang var hovedvejen helt til østenden af øen. Her blev etableret et skur, hvor søkablet til Endelave begyndte. Et lignende skur blev senere anlagt på vestsiden af øen. Der indeholdt søkablet til Alrø.
Søkabel til Endelave.
Elektricitetsværk, mølle og telefonpæle ved Hovedvejen 10.
De første telefonpassere
Den første telefonbestyrer, Christen Peter Anton Simonsen, boede i det hus, der kaldes ’Hjarnø-huset’ på Hovedvejen 17. Hjarnø-huset er senere belevet flyttet til Glud Museum.
Hans hustru Maren stod for at passe telefonen. Men kvinder skulle ikke forgøjle, de var noget den gang, så Anton fik æren. Det siges, at hun altid tog et rent forklæde på, hver gang telefonen ringede. Den første samtale gik, så vidt vides, til Endelave. Anton ringede op og sagde: ”hallo, hallo”. En stemme svarede ”hallo”. Anton svarede: ”den sæjer minsanten hallo”, og så lagde han røret på.
I 1913 overtager Alma og Anders Rasmussen forpagtningen af centralen. På det tidspunkt var der kun 3 lokale abonnementer. I 1929 overtog Jysk Telefon centralen – og den blev flyttet til Brugsforeningen og uddeler Adolf Marius Lauersen havde på det tidspunkt 14 abonnementer. Brugsuddelerens kone hed Juliane Marie – kaldet Jane – blev centralbestyrer indtil hendes død i 1958.
I 1940 bliver søkablet udskiftet ved, at det blev lagt over til Snaptun på den frosne fjord på isen. Derefter blev der savet en rende og søkablet blev nedsænket.
I 1958 bliver centralen flyttet til smedjeboligen, Ester Frederiksen bestyrede den. Samtidig blev den første mønttelefon etableret i gangen. Ved nedlukningen i 1960 var der i alt 28 abonnementer.
Fra kobberledning til fibernet
Telefoncentralen bliver flyttet til fastlandet. Telefonledningerne blev nedgravet i 1960’erne.
Behovet for hurtigt og stabilt internet øges med behovet for hjemmearbejdspladser. En gruppe af beboere ansøgte Bredbåndspuljen i 2020 om støtte til en fast fiberforbindelse under fjorden. Projektet blev fuldført i 2025, så alle i dag har mulighed for hurtigt og stabilt internet.